Onsdag klippede vi endelig hækken ind mod Anni og Louis. Dvs. Louis gik i gang med at klippe toppen af hækken, iført en stige, og Helle fortsatte myrderierne i haven med at klippe vores side af hækken. Da Helle opdagede, at der ikke var nok der kunne myrdes i hækken, blev hun hurtigt træt og gik videre til andre ofre. Hvilket jo gjorde, at jeg måtte tage over. Havearbejde er vel stadigt lidt nyt for mig, da vi jo “kun” har boet her i 2 år, så jeg gik forsigtigt til værks. Klippede en smule her, en smule der, alt imens Louis stadig stod oppe på hans stige og planede toppen. Han har åbenbart også holdt øje med mig, fordi pludselig stod han ved siden af med hans hækkesaks++. “Sådan her skal du klippe”, sagde han og myrdede løs, så Louis forsvandt i en sky af afhuggede grene. “Hækken bliver tættest og flottest hvis du klipper til...”, sagde han.

Og så var det jeg tænkte: Hvad er det for en livsfilosofi? Jo mere modgang, des flottere, tættere, livligere? “Myrd du mig bare. Jeg vil rejse mig flottere end nogensinde før!”

Det er sikkert noget romantisk pladder. Tid til at læse John Fantes “I støvet” igen.

/Anders